Velkommen til HBK Ungdom


HBKs Ungdomsudvalg vil gerne byde dig velkommen til klubben og dermed til en verden af ketsjere, fjerbolde, motion og masser af sjov. Hvis du læser videre kan du få et overblik over klubbens aktiviteter, tilbud og forhold.

Dagligdagen i klubben


Sæsonen starter 1. hverdag i september og varer til ultimo april året efter. I denne periode tilbyder vi træning til alle ungdomsspillere ved vores dygtige trænere.

For sit medlemskab kan man træne én eller to gange om ugen.

Første gang i klubben?


Hvis du er interesseret i at prøve at spille badminton i HBK, skal du skrive til Ungdomsudvalget på ung@humlebk.dk,vi vil meget gerne have oplyst hvor gammel barnet er og hvilken skole det går på.
Hvis der er plads på det hold, du skal starte på, får du lov til at prøvetræne 3 gange, inden du skal vælge, om du vil melde dig ind i klubben. Til de første gange kan du låne en ketcher.

Du skal give besked til træneren, om hvorvidt du vil fortsætte og blive medlem, eller om det ikke lige var noget for dig. Hvis du vil fortsætte melder du dig ved at udfylde indmeldelsesformularen, som kan findes her.

Træning


Træningsholdene er inddelt både efter alder og spillererfaring. Typisk starter du på et aldersinddelt begynderhold, hvorefter du rykker videre til et hold for de mere øvede spillere. Træningstiderne bliver opsat på hjemmesiden og inden sæsonstart vil du modtage en mail, hvor der står hvilket træningshold du er på, og hvornår træningen ligger. Klubben sørger altid for bolde til træningen.

Når du er blevet sikker i din teknik og din spilforståelse, begynder du typisk at
interessere dig for at komme ud og spille turneringer. Så rykkes du videre til en af
klubbens træningshold for turneringsspillere, hvor tempo, krav og indhold er målrettet mod at gøre dig til en rigtig stærk turneringsspiller.

Kontingent


I HBK opkræves der kontingent 2 gange om året, tidligt efterår og tidligt forår, og det gældende kontingent for en ungdomsspiller er på kr. 550 pr. halvår.

Forældreinvolvering


Al arbejde i klubben, på nær trænerfunktionen, foretages på frivillig basis. Derfor er det altid meget velkomment, når forældrene giver en hånd med. Det kan være ved, at en forældregruppe pakker madpakker til en stævnedag i en fremmed hal. Det kan også være til et af de sociale arrangementer hjemme i Humlebæk Hallen, hvor en hjælpende hånd kan være med til at få dagen til at glide lidt nemmere.
Hvis du som forælder har overskud til at give en hånd med i ny eller næ, så er du meget velkommen til at kontakte ungdomsudvalget på ung@humlebk.dk.

Spillertøj


Badminton er jo en indendørssport og dertil egner sig bedst shorts og T-shirt og så er det påkrævet, at du altid spiller i et par gode indendørs træningssko med lyse såler. Primo september måned vil der være mulighed for at købe spilletøj med navn og logo til favorable priser. Mere herom på mail senere.

Årets arrangementer i klubben


Hen over året arrangerer Ungdomsudvalget forskellige sociale arrangementer for klubbens ungdomsspillere. Der er eksempelvis en juleafslutning, et ”spil med dine forældre” arrangement og en klubturnering.

Alle aktiviteterne fremgår af hjemmesiden men som medlem vil du få en mail tilsendt, når tilmeldingen starter til de enkelte arrangementer.

Det er en rigtig sjov måde at være sammen med dine holdkammerater på og ligeledes også en god måde, at få nye venner på fra de andre hold. Vi kan kun varmt anbefale dig at deltage i alle de arrangementer du kan.

Turneringer

Åbne individuelle turneringer

Når du har fået en god spilforståelse og føler dig hjemme på banen bliver du ofte nysgerrig efter at finde ud af noget mere om de såkaldt åbne turneringer.
Det er muligt for alle uanset niveau at deltage i de åbne turneringer, som afholdes rundt omkring i landet. Typisk deltager du oftest i de turneringer, der afholdes i den kreds, din hjemmeklub hører til, men når du bliver rigtig god, synes du måske det kunne være sjovt at møde spillere fra de andre landsdele.
Tilmelding til en åben turnering er dit og dine forældres eget ansvar, hvilket også gælder transporten fra og til spillestedet.
Tilmeldingen til de åbne turneringer sker via badmintonplayer.dk.

Under medlem – tilskud, kan du læse mere omkring klubbens mulighed for at give økonomisk tilskud til de tilmeldingsgebyrer hver enkelt turnering har. Klubben betaler for de første tre turneringer, hvorefter der ydes tilskud til de resterende.

Holdturneringer

Hvert år vil klubben desuden tilmelde et antal hold i en given aldersklasse (U11, U13, osv.) til holdturnering i Sjællands Badminton Kreds (SBKR) og/eller Danske Gymnastik Institutioner (DGI). Holdene fordeles i forskellige serier ud fra en forventning om styrke, således at de kommer til at spille mod hold på nogenlunde samme niveau.

Tilmeldingen til denne turnering foretages af Ungdomsudvalget, der ligeledes finder en holdleder, som typisk er en forælder. Spillerne til de forskellige hold udvælges af trænerne, der sammen med holdlederen informerer om forhold omkring turneringen via mail.

Det er holdlederens opgave at arrangere transport til og fra udekampe, samt at sørge for bolde, udfylde holdsedler ved hjemmekampe samt indtaste kampens resultat til Infosport/SBKR (Sjællands Badminton Kreds).

Ungdomsklassifikation og pointsystem


Når man stiller op til åbne individuelle turneringer gør man det altid efter alder. Spillerne er inddelt i grupperne U7, U9, U11, U13, U15, U17 og U19. Fx spiller du U13 i en sæson, hvis du enten er/bliver 11 år eller er/bliver 12 år i perioden for sæsonen (august-april).
Alle spillere i U9 til U19 inddeles i klasserne D, C, B, A, Mester- og Eliterækker.
Normalt starter du altid i D-rækken. Når du har spillet dig frem til enten semifinaler eller finaler i en åben turnering tjener du point til din private rangering. Det er antallet af dine point der afgør din oprykning til de højere rækker. Ved oprykning til en højere række lykønsker HBK med en ny badmintonketcher fra RSL.

 

For mere kan du skrive til Ungdomsudvalget via mail på ung@humlebk.dk.